Studietur 

Studieturen er en del af det faglige skoleforløb på NIF.

I skolens beskrivelse af studieturen indgår følgende:

  1. Formål
  2. Forberedelse
  3. Økonomi
  4. Destination
  5. Program
  6. Evaluering
1.      Formål

Eleverne skal møde nye, fremmede/anderledes kulturer samt indgå i sproglig interaktion med andre børn, unge eller voksne med anden sproglig baggrund end deres egen.

De skal opleve et andet lands kultur og leveforhold.

Eleverne kommer på en rejse, hvor de møder en eller flere grundlæggende anderledes kulturer end dansk og grønlandsk.

Elever og lærere forbereder, gennemfører samt evaluerer et ophold, hvor eleverne sætter sig grundigt ind i et lands eller en regions særlige kulturelle, politiske og religiøse historie.

2.      Forberedelse af studieturen

Faglige kompetencer

Studierejsen er bygget op om fire faglige søjler:

Den kulturelle søjle - eleverne skal i forbindelse med forberedelserne til studieturen opleve at sætte sig ind i et andet lands kultur og kulturelle baggrund

Den historiske søjle - det er absolut væsentligt, eleverne sætter sig ind den historiske baggrund for det land, de rejser til. De skal være bekendt med væsentlige elementer i landets historie samt betydningen denne historie har haft for landet og dets befolkning.

Den politiske søjle - det er ligeledes afgørende, eleverne er bekendt med de politiske realiteter i det land, de besøger samt kender til og forstår det politiske system.

Den geografiske søjle - geografi er selvsagt et oplagt emne i studieturen. Demografi, geologi (herunder geologiske ressourcer) klima og plantebælter er centrale dele af forberedelsen til en studietur.

Sociale kompetencer

Under arbejdet med studieturen får eleverne mulighed for at udvikle deres evne til at arbejde og fungere selvstændigt. Her skal de erfare behovet for at tro på egne evner og opbygge mod til at tale med mennesker, de ikke kender.

Klassens lærere har fokus på elevernes sociale kompetencer, der hjælper klassen til at udvikle et større og stærkere sammenhold, der gavner den proces, eleverne skal igennem i 10. klasse.

3.      Økonomi

Skolens studietur er, økonomisk, udelukkende baseret på fondspenge samt forældrebetaling.

Forældrene søger støtte til turen fra Nord Plus eller Erasmus+

Fondsansøgninger til kommunen søges i et samarbejde mellem lærere og forældre.

Skulle ansøgninger til øvrige fonde ønskes, står klassens forældre ligeledes for dette.

Til studieturen er der et max på 3000 kr. i egenbetaling pr. barn. En eventuel opsparing foretages individuelt.

4.      Destination

Primært for studieturen er de faglige og sociale kompetencer og muligheder.

Erasmus+ samt Nordplus giver mulighed for at komme til et nordisk land.

Klassen samt klassens lærere aftaler destination senest august i 7. klasse. Et nordisk land vælges (Danmark, Norge, Finland, Island, Sverige, Færøerne eller Åland).

Efter skolestart i 7. klasse, aftales på førstkommende forældremøde (september), hvilke forældre, det giver bedst mening, står for fondsansøgninger. Denne gruppe går straks i gang.

5.      Program

Selve studieturen afvikles efter et program, der udarbejdes af lærere og elever i samarbejde. Programmet afspejler formålet med studieturen.

Udover klasselærer deltager to af klassens øvrige lærere. Det tilstræbes, det er lærere i engelsk og samfundsfag/naturgeografi, der deltager.

6.      Evaluering

Efter turen udarbejder klassen og klassens lærere en rapport. Rapporten indeholder bl.a. en evaluering af studieturen.

Forældre inviteres til en aften med elevernes oplæg om turen, en evaluering samt hygge.

 

Velkommen til Friskolen

Nuuk Internationale Friskole er en friskole med et internationalt fokus. Vores hverdag bærer præg af målsætningen om at få selvstændige og aktive elever, der efterfølgende har mulighed for at begå sig i et internationalt studie- eller arbejdsliv. 

Som friskole tager vi afsæt i den danske friskole-tradition, der bygger på friskolens fem grundlæggende friheder: 

- Idemæssig frihed 

- Pædagogisk frihed 

- Økonomisk frihed 

- Ansættelsesfrihed 

- Elevfrihed 

Skolen overholder desuden “Landstingslov nr. 10 af 15. april 2003 om fri grundskoler og undervisning i hjemmet m.v.”

Vores pædagogiske frihed gør, vi tillægger begreberne kreativitet og fantasi stor værdi i vores daglige arbejde. Derudover skal undervisningen bidrage til elevens almene dannelse. 

Den økonomiske frihed medfører, vi har mulighed for at prioritere de emner, vi finder mest relevant. Skolens bestyrelse samarbejder med skolens ledelse om at forvalte skolens økonomi. 

Ansættelsesfriheden betyder, vi ansætter de personer, vi vurderer er kompetente til de opgaver, der skal udføres på skolen. Vi lægger naturligvis vægt på, disse personer deler vores idemæssige holdning og pædagogiske grundsyn. 

Elevfriheden gør, det er skolen selv, der bestemmer, hvem der kan være elev på skolen. Alle elever, der ønsker optagelse på NIF skal igennem et optagelsesforløb - se “Skolestart”.

Vi er en skole hvor alle er med til at skabe et miljø, der giver plads til den enkelte i fællesskabet. Vores værdier, fællesskab, tillid, dannelse og ambition vægtes højt i samarbejdet om børnene. 

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok